0
0,00 DKK

Irsk-dansk langgaber i Dublin

Irsk-dansk langgaber i Dublin
Den gode danske start i UEFA Nations League fortsatte lørdag aften, da landsholdet fik et point ud af anstrengelserne mod Martin O’Neills irske hold. 0-0 i Dublin.

Lad det være sagt med det samme: Denne lørdags UEFA Nations League-kamp mellem Irland og Danmark vil ikke gå over i historien som nogen sindsoprivende kamp. Hjemmeholdet stillede sig meget kompakt og overlod al initiativ til danskerne. Grundet det defensive udgangspunkt fra irerne havde de rød-hvide drenge svære betingelser med hensyn til at bryde igennem og komme til chancer. Det blev dog til et par stykker af slagsen. Først var det dog de grønblusede, der nær havde fået en tidlig føring foræret af Thomas Delaney.

Efter fire minutter lagde Harry Arter sig ned, hvorfor Delaney stoppede med at spille fodbold. Han signalerede til Jeff Hendrick, at der var en spiller i græsset, og at et spilstop på vej. Alt imens Danmarks dyreste spiller i al ro og mag skulle til at spille bolden ud over sidelinjen, fortsatte den irske spiller sit fremløb og stjal bolden fra danskeren. Herefter fortsatte han sit frie løb ned mod det danske mål, mens Åge Hareides drenge stod uforstående og kiggede på og undrede sig over, at dommeren ikke havde fløjtet spillet af. De slap dog i sidste ende med skrækken, da Burnley-spilleren brændte den store 1-mod-1-chance mod Kasper Schmeichel.

Bortset fra en god hovedstødschance til irerne på en dødbold skal vi herefter frem til første halvlegs sidste minut, inden der skete noget nævneværdigt igen. Pione Sisto trak ind i banen og afsluttede flot mod fjerneste stolpe, som bolden desværre prellede af på. Tæt på dansk føring.

Da der var spillet lidt under en time, sendte Lasse Schöne et godt hjørnespark indover. Bolden endte i panden på en godt spillende Simon Kjær, der dirigerede læderet ind mod mål udenfor den irske målmands rækkevidde. Desværre for Kjær og Danmark stod Harry Arter placeret på målstregen og sparkede bolden væk. Igen tæt på dansk føring.

Med 20 minutter tilbage af det tætte opgør blev der brug for, at en ellers næsten arbejdsløs Kasper Schmeichel kom i aktion. Irlands Cyrus Christie afsluttede flot fra lang afstand, men den danske målmand klarede paragrafferne på fornem vis. Foruden den irske chance efter fire minutter var dette mere eller mindre det eneste, Leicester-målmanden havde at lave i de 90 minutter.


Karakterer: 1 til 6, hvor 6 er bedst


Det var generelt meget jævne præstationer, de danske spillere leverede lørdag aften i Dublin. Kun anfører Simon Kjær samt målmand Kasper Schmeichel stak en smule ud fra mængden med en præstation over middel.

Kasper Schmeichel: 4

Landsholdets sidste skanse havde ikke meget at lave, men han var på pletten, når det endelig var påkrævet. Må nøjes med et 4-tal, selvom hans meget få aktioner var til mere.

Jens Stryger Larsen: 3

Det blev heller ikke denne gang, at højrebacken overbeviste nationen om, at han er den rette til at udfylde pladsen på venstre back. Præstationen var såmænd udmærket, men man savnede stadig en venstrebenet spiller.

Mathias ”Zanka” Jørgensen: 3

Huddersfield-spilleren havde et par fine indgreb i defensiven, men ellers var det ikke meget, vi så til ham – hverken på godt eller ondt. Cruisede fint gennem kampen ligesom de fleste af sine holdkammerater.

Simon Kjær: 4
Anføreren viste vejen med en god præstation. Var endda tæt på at blive matchvinder, da hans afslutning blev reddet på målstregen. Ikke langt fra et 5-tal.

Henrik Dalsgaard: 3

Fin og jævn præstation af Brentford-backen. Havde et par udmærkede indlæg.

Thomas Delaney: 3

Dortmund-spilleren havde nær givet Danmark en katastrofestart, da han efter fire minutter nærmest forærede Irlands Jeff Hendrick bolden. Herefter var der både skidt og kanel at finde i Delaneys risengrød, men han ender på et 3-tal. Solid præstation.

Lasse Schöne: 3

De fleste – heriblandt også Roligan.dk – havde regnet med, at Ajax-spilleren skulle afløse Christian Eriksen på den offensive midtbane. Sådan blev det dog ikke, og Schöne spillede sin efterhånden sædvanlige rolle på den defensive midtbane. Han havde ikke en af sine allerbedste dage, men ligesom resten af det danske hold havde han svære betingelser mod den irske mur.

Martin Braithwaite: 2

Fik den tunge opgave at skulle erstatte Christian Eriksen. Og bedømmer man ham udelukkende på, at han skulle forsøge at erstatte Eriksen 1-til-1, fejlede han. Det var ikke mange gode angreb, Middlesbrough-spilleren fik orkestreret. Og han var usynlig i det meste af kampen. Utaknemmelig opgave at skulle afløse Danmarks i særklasse bedste spiller. Forhåbentlig ser vi ham snart i en mere vant rolle på en af kanterne.

Pione Sisto: 2

Havde et godt skud, som prellede af på stolpen, lige inden pausen. Herudover var det ikke meget, vi så til den lille dribler. Et 2-tal er måske en hård dom sammenlignet med nogle af hans holdkammerater. Det skal dog ses som et udtryk for, at der forventes mere af ham, fordi vi ved, at han besidder mere.

Kasper Dolberg: 3

Startede kampen fint med godt engagement og nogle gode aktioner med førstegangsafleveringer. Var dog meget anonym efter pausen, hvor han blev skiftet ud efter 78 minutter.

Yussuf Yurary Poulsen: 2

Angriberen formåede ikke at overføre den gode klubform til landsholdet. Startede fint ud, men røg hurtigt ud i glemslen og anonymitetens land.

Indskiftere:
Andreas Christensen: UB (Indskiftet i det 79. minut)

Åge Hareide: 4


Det lignede unægteligt, at landstræneren var fint tilfreds med det kryds, han fik med hjem. Mission accomplished. Største kritikpunkt skal vel være, at han ikke formåede at sætte en offensiv sammen, der for alvor truede det irske forsvar. Vi må håbe for den kære nordmand og hele fodbolddanmark, at Christian Eriksen er med til at styre dirigentstokken til næste landskamp.

Alle tre hold i Danmarks gruppe har nu spillet to kampe. Her er det foreløbige resultatet, at Danmark indtager førstepladsen med 4 point. Wales ligger lige efter med 3, mens Irland har 1. Næste opgave i gruppen for Danmark er den 16. november, når holdet skal en tur til Wales.

Allerede nu på tirsdag den 16. oktober møder Åge Hareides drenge Østrig i en venskabskamp. Den spilles på MCH Arena i Herning.