0
0,00 DKK

Nations League optakt: Irland - Danmark

Nations League optakt: Irland - Danmark
På lørdag skal Danmark atter i aktion i UEFA Nations League, når holdet gæster Irland. Begge mandskaber må undvære flere faste spillere, så bredden af trupperne kan i sidste ende vise sig afgørende.

Danmark fik en fornem start på den nye landsholdsturnering UEFA Nations League.

Det skete, da Wales i september blev slået med 2-0 på Ceres Park i Aarhus. Omvendt skidt gik det for Irland, der blev rundbarberet i Wales og måtte se sig slået med 1-4.


Irland


Inden denne turnering gik i gang, var det måske en smule svært at spå om, hvordan irerne ville stå rustet. Holdet overraskede alt og alle under EM-slutrunden i 2016, og i den forgangne VM-kvalifikation nåede de helt til playoff-kampene. Her blev de dog som bekendt nedlagt af en vis hr. Christian Eriksen – ham skal de dog ikke tænke på denne lørdag aften. Mere om det senere.

Inden 2016 var det meget sparsommeligt, hvad Irland havde af nævneværdige resultater. Så spørgsmålet før den første kamp i denne turnering var, om de gode takter kunne vare ved. Da det var naboerne fra Wales, man skulle krydse klinger med, burde motivationen i hvert fald have været i højsædet. Dette var dog svært at se, da irerne allerede efter 36 minutters spil var bagud med 0-3. Og da kampen var slut, viste målscoren 4-1 til hjemmeholdet fra Wales. Irland fik dermed den værst tænkelige start på den første udgave nogensinde af UEFA Nations League-turneringen.

Selvom man her spiller i egen hule, kan det imidlertid også vise sig svært at få de tre point mod et stærkt dansk hold. Ikke mindst på grund af mange spillerafbud.

Holdnyt


Irlands træner Martin O’Neill, som faktisk er nordirer, må se bort fra flere profiler. Ude er holdets anfører og højreback Séamus Coleman samt Ipswich-angriberen Jonathan Walthers. Herudover også Burnley-duoen Robbie Brady og Stephen Ward.

Danmark


Danmark har ikke tabt en eneste kamp siden 11. oktober 2016, hvilket er 20 kampe i streg. I den ligning er fraregnet den skandaleombruste kamp mod Slovakiet i september. Her stillede et reservelandshold op og tabte med æren i behold.

Herudover er der også set bort fra ottendedelsfinalen mod Kroatien under VM-slutrunden. Her tabte Danmark godt nok, men det var først efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Ergo er de rød-hvide drenges seneste reelle nederlag efter 90 minutter for to år siden, da Montenegro vandt med 1-0 i Parken.

Herefter har Åge Hareides drenge ikke set sig tilbage, og det var med til at give hele nationen en fantastisk sommer med dansk VM-fodbold på programmet. Lige nu gælder det dog Nations League-turneringen og senere hen kvalifikation til EM-slutrunden i 2020. Sidstnævnte er i øvrigt en turnering, hvor Parken skal danne rammerne om en række kampe.

Og som du kan læse om her, kan denne Nations League-turnering faktisk også være en vej til EM-slutrunden.

Holdnyt


Også Åge Hareide må sande, at ikke alle mand er klar. Værst er fraværet af den største danske stjerne Christian Eriksen. Han døjer med en skade i maven, hvorfor han også har været ukampdygtig for sit klubhold på det seneste. Herudover har Viktor Fisher raget en mindre skade til sig og er derfor heller ikke med. Åge Hareides foretrukne angriber, Nicolai Jørgensen, er ikke blevet fundet i god nok kampform efter en længerevarende skade. Han er derfor blevet hjemme i Holland.

Tanker om Danmarks startopstilling


I sidste uge bragte vi her på siden et indlæg om, hvem der mon skal være Danmarks angriber til kampen. Siden da er Viktor Fischer og Nicolai Jørgensen som nævnt meldt ude. Herudover er den unge Kaper Dolberg begyndt at finde netmaskerne igen i sin klub Ajax Amsterdam. Det gør pludselig ham til en stærk kandidat til startopstillingen. Landstræner Åge Hareide har da også udtalt, at Dolberg helt sikkert vil få spilletid i mindst én af de to kommende landskampe.

- Uanset hvad, så kommer han på banen. Hvordan vi gør det, må vi se, men han skal nok komme på banen, lyder det ifølge BT.dk fra landstræneren.

Vi spekulerede også i, om Yussuf Poulsen kunne blive aktuel som spidsangriberen. Vi hældte dog til, at det nok i stedet bliver til en plads på kanten – som sædvanligt. Dette har vores norske træner nu også bekræftet. Det ligner derfor, at det bliver Andreas Cornelius, Martin Braithwaite eller Kasper Dolberg. Buddet herfra falder ligesom i sidste uge på Bordeaux-lejesvenden. Han ligner det bedste bud på en targetman, der kan hamle op med de stærke irske forsvarere.

Det skal desuden blive lige så interessant at se, hvem der skal udfylde Christian Eriksens store sko. Selvom Lasse Schöne efterhånden er blevet omskolet til en mere defensiv midtbanespiller, ligner han et godt bud. Han har før spillet på positionen og bør kunne gøre det igen. Vælger Åge Hareide denne løsning, kunne det meget vel betyde, at Andreas Christensen eller eventuelt Lukas Lerager får chancen på den centrale midtbane.

Pione Sisto har ikke været i god form længe og må være i overhængende fare for at starte ude. Med Viktor Fischer ude ligner Martin Braithwaite et godt bud på en potentiel afløser.

Bud på startopstillinger:


Irland (4-5-1): Randolph; Christie, Duffy, Clark, Ward; O’Dowda, Hendrick, Arter, Hourihane, McClean; Long

Danmark (4-2-1-3): Schmeichel; Dalsgaard, Kjær, Zanka, Stryger Larsen; Delaney, A. Christensen; Schöne; Y. Poulsen, Cornelius, Braithwaite

Konklusion


Danmark må ganske vist undvære Christian Eriksen, men Irland er også hårdt ramt på skadesfronten. Alt i alt skal danskerne dog uanset hvordan og hvorledes være det stærkeste hold. Men med de grønblusedes hjemmebanefordel kan det alligevel godt ligne en meget tæt kamp, hvor de små marginaler kan blive afgørende.

Disse marginaler har i de seneste to år som oftest faldet ud til Danmarks fordel, og det ser vi ingen grund til, at de ikke også skulle her mod et middelmådigt irsk hold.

Vores bud: Danmark vinder 1-0.