0
0,00 DKK

Thomas Delaney - Danmarks dyreste spiller

Thomas Delaney - Danmarks dyreste spiller

Thomas Delaney – Fra ubrugelig til uundværlig


Midtbanespilleren Thomas Delaney skiftede i sommeren 2018 fra Werder Bremen til de 8-dobbelte tyske mestre fra Borussia Dortmund. Handelen menes at have indbragt de grønblusede omkring 150 millioner kroner, hvilket gør Thomas Delaney til den dyreste spiller med dansk pas nogensinde.

Da Thomas Delaney i 2009 blev rykket op i FC Københavns Superliga-trup fra U19-holdet, var det uden tvivl, fordi man hos ”Løverne” havde set et potentiale i Frederiksberg-knægten. Og det var der unægteligt, potentialet. Men der var nok ikke mange, der havde troet, at det skulle række til en fast plads på det danske landshold, en status som Danmarks dyreste spiller nogensinde og en tilværelse i den store tyske traditionsklub Borussia Dortmund. Det var ikke desto mindre sådan, tingene gik.

Fra ubrugelig til uundværlig


I de første år som seniorspiller hos FC Københavns - efter danske målestoksforhold - stjernespækkede hold var Thomas Delaneys offensive kvaliteter til at overse. Alt imens han så stabil ud i det defensive, hvor hans arbejdsraseri og hans fightervilje aldrig var at forklejne, var evnerne i det offensive spil noget nær miserable. Alt for ofte blev afleveringerne til en omgang slatten spaghetti, og afslutningerne, med hovedet såvel som med fødderne, savnede i den grad kvalitet.

Her er det så bare, at man skal huske på, at spilleren med de krøllede lokker blot var 17-18 år, da han trådte sine første skridt som Superliga-spiller. Og som med langt de fleste fodboldtalenter er det en alt for tidlig alder at konkludere noget som helst i. Der er stadig en lærings- og udviklingsproces, som spillerne skal igennem, når de er så unge.

Efter at have brugt to-tre sæsoner på at bide sig helt fast på FCK-mandskabet blev Delaney stille og roligt en mere og mere markant figur på holdet, og fra 2014/2015-sæsonen blev han tilmed udnævnt som ny, permanent anfører i løveflokken.

Det var endda i en periode, hvor rutinerede spillere som Christian Poulsen var at finde i stalden. Han havde ellers en lang og flot udlandskarriere i bagagen med ophold i storklubber som Schalke 04, Sevilla FC, Liverpool FC og de zebrastribede fra Juventus. Alligevel faldt valget altså på den unge Delaney.

Sæsonen efter sin anførerudnævnelse lagde midtbanekrigeren så et nyt element til sit spil. Det, der senere fik en stor andel i, at skæbnen først førte ham til Werder Bremen og dernæst Borussia Dortmund; det gode offensive spil.

Som en utrættelig tumling styrtede midtbanegeneralen op og ned ad grønsværen og gjorde livet surt for modstanderne i begge ender af banen. For forsvarsspillerne på sit eget hold var han noget nær den optimale hjælp, man kunne få på Superliga-niveau, og i angrebet var han en evig trussel mod modstandernes mål. Sidstnævnte selvfølgelig først og fremmest qua sit gode hovedstødsspil, men fra tid til anden også via en kompetent venstrefod.

I sæsonen 2015/2016 blev det til fem mål og fem assists i 29 Superliga-opgør, hvilket må siges at være godkendt for en central midtbanespiller. Sæsonen efter, hvor det kun blev til en halv sæson for FC København, fordi det blev til et januarskifte til Werder Bremen, kunne Delaney bryste sig af seks mål og to assists i 19 kampe i den bedste danske række.

I sin tid i hovedstadsklubben gik Dortmund-spilleren fra at være et lovende talent med åbenlyse defensive kvaliteter og lige så tydelige offensive mangler til at være en noget nær komplet Superliga-spiller. Udviklingen gik fra at være ubrugelig rent offensivt til at være en af de første spillere, som modstanderne snakkede om, at man skulle passe på, når der skulle forsvares.

Dette ikke mindst ved dødbolde og indlæg generelt, hvor midtbanedynamoen er kendt for at dukke op som trold af en æske og stange læderet i kassen. Delaney gik med andre ord fra at skyde med løs krudt til at være en af Superligaens mest potente spillere, defensivt såvel som offensivt.

Ovenstående er en beskrivelse og en vurdering, som hovedpersonen langt hen ad vejen selv bekræfter i et interview med Tipsbladet i 2016:

- Det har helt sikkert været et mål (at arbejde på det offensive spil, red.). Jeg ved ikke, hvordan det står til nu, men for et par runder siden var jeg den spiller, der havde været næstmest involveret offensivt. Nicolai (Jørgensen, red.) er selvfølgelig nummer 1, fordi han laver mange mål. Det har helt klart været der, hvor jeg kunne bygge noget på. Defensivt har jeg længe haft godt styr på det, og når jeg spiller med William (Kvist, red.), har jeg mere frihed offensivt. Det er ikke sådan, at jeg forventer fire store chancer i hver kamp som mod FC Midtjylland, men der skal være nogen.




International success


Én ting er at præstere i Superligaen, som jo ikke just hører til Europas allermest profilerede destinationer. Noget andet er at gøre det på de store scener som for eksempel Champions League, Bundesligaen og landsholdsniveau. Og det er præcis, hvad Thomas Delaney har formået at gøre!

Det blev til flere flotte internationale præstationer og mål for Ståle Solbakkens mandskab, men én scoring skiller sig i den grad ud. Den 27. september 2016 gæstede belgiske Club Brügge Telia Parken i Champions Leagues gruppespil. Med et vidunderligt brag af et skud fik Delaney hele fodboldeuropa til at måbe, da han efter 64 minutter gjorde det til 2-0 til FC København. En halvflugter fra 30 meters afstand blev sendt af sted med en sådan fart og efterfølgende ”bræk” eller ”knæk”, at den strøg op i det ene målhjørne efterladende gæsternes målmand som fastnaglet i en rolle som statist til sit eget show.

Hovedpersonen selv udtalte sig således efter kampen til TV2 SPORT:

- Jeg tror ikke, det kommer til at ske igen. Lad mig side det sådan; den ramte jeg godt.

Samme medie citerede desuden amerikanske FOX Sports, der var knap så tilbageholdende med roserne:

- Det var et skud dyppet i så meget sødme, at det burde komme med et skud insulin eller en advarsel fra det amerikanske sundhedssystem. Delaney havde al tid i verden til at line skuddet op og endda steppe lidt for at stå rigtigt. Han eksekverede uden tvivl skuddet til perfektion.


Delaney bliver ved med at overraske internationalt


I Bundesligaen, som Delaney kom til i januar 2017, skulle han kun bruge fem kampe på at score sit første mål. Og blot tre kampe senere scorede han såmænd sit første hattrick i seniorkarrieren, da Freiburg blev nedlagt med 2-5. Alt i alt er det per 13. september 2018 blevet til syv mål og syv assists samt flere brandkampe i Bundesligaen for Werder Bremen og Borussia Dortmund.

Så kan der vel næsten heller ikke være mere at skrive hjem om angående den internationale succes? Jo, det er der. Vi er nødt til at vende succesen på landsholdet. I takt med, at klubkarrieren stille og roligt gik i den rigtige retning, fik Delaney også en større og større rolle på landsholdet. Dette ikke mindst i VM-kvalifikationen, hvor han var fast mand hele vejen igennem.

Her skiller to kampe sig for alvor ud. Først og fremmest har vi Polen-kampen hjemme i Parken, hvor Robert Lewandowski og kompagni blev sendt hjem med et forsmædeligt 0-4-nederlag. Ved den lejlighed leverede alle de danske spillere en formidabel præstation, men det var den daværende Werder Bremen-spiller med de krøllede lokker, der efter et kvarter satte gang i den rød-hvide fest med scoringen til 1-0.

Kun tre dage efter måtte landsholdet ud på endnu en svær opgave, da Armenien skulle nedlægges på Hrazdan Stadium i Jerevan. Hjemmeholdet kom overraskende foran efter en håndfuld spilleminutter. Men med endnu et hattrick fik Thomas Delaney vendt det hele på hovedet, og Danmark endte med at vinde 4-1.

Hattricket i Armeniens hovedstand samt det i Bundesliga-kampen mod Freiburg fungerer eksemplarisk som et udtryk for den udvikling, Thomas Delaney har været igennem, siden han kom ind omkring FC Københavns førstehold tilbage i 2009.


Fremtiden tegner lys


Med sine 27 år er midtbane-dynamoen i sin vel nok bedste fodboldalder. Det skal i den sammenhæng blive yderst spændende at se, hvad han kan drive det til i en af Tysklands allerstørste klubber. Fortsætter han den formidable udvikling, og kan han også være en dominerende boks-til-boks-spiller for så stor en klub som Dortmund, kan der endda vente et endnu større klubskifte på vej ude i fremtiden. Premier League har været nævnt flere gange, både da han endnu var FCK-spiller, men også inden skiftet til Signal Iduna Park blev en realitet, kort inden VM i Rusland blev fløjtet i gang.

Og Premier League er qua Delaneys spillestil et yderst oplagt bud på en eventuel kommende liga, skulle det blive til et skifte væk fra Bundesligaen. Det store spørgsmål er imidlertid, hvor langt potentialet og talentet rækker. Kan en top-6-klub, altså Manchester City, Manchester United, Chelsea, Liverpool, Arsenal og Tottenham, komme på tale?

Det korte svar er: Ja, det kan de. En til to gode sæsoner i den gule trøje, hvor holdet og Delaney selv præsterer godt – og gerne en smule over evne – i både den hjemlige turnering samt i Champions League, vil bane vejen for det helt store og pompøse skifte. Og det er sagt med al ære og respekt for Dortmund, der i stort set alle henseender er en kæmpestor klub.

Allerførst skal Delaney dog formå at fastholde sin faste plads på det stjernespækkede, tyske mandskab …


Vidste du, at ...?



  • Thomas Delaney spillede omtrent lig så meget som venstre midtbanespiller i begyndelsen af sin karriere.

  • Thomas Delaney har familieforbindelser til både Irland og USA. Det var endda engang på tale, at han kunne finde på at stille op for USA’s U23-landshold.

  • Thomas Delaney fik sin FC København-debut i en alder af 17 år, da han i 2008 startede inde i en pokalkamp mod FC Nordvest.

  • Thomas Delaney scorede sit første mål for FC København i en 6-0-sejr over montenegrinske Mogren Budva i en Champions League-kvalifikationskamp i 2009. Det første Superliga-mål faldt sæsonen efter i en udekamp mod AC Horsens.

  • Foruden A-landsholdet har Thomas Delaney optrådt på U18-, U19-, U20- og U21-landsholdet.

  • Thomas Delaney har været med til at vinde det danske mesterskab fem gange: i 2009/2010, 2010/2011, 2012/2013, 2015/2016 og 2016/2017. Herudover også fire pokaltitler: 2008/2009, 2011/2012, 2014/2015 og 2015/2016.

  • SC Freiburg, Armenien og Brøndby IF er de tre hold, Thomas Delaney har scoret flest mål mod. Tre scoringer er han noteret for mod dem alle.

  • 14 ud af Thomas Delaneys i alt 31 mål som professionel er scoret med hovedet. 12 er scoret med venstrefoden, mens de resterende fem er scoret med højrefoden, maven, låret og lignende.

  • Thomas Delaney kommer sammen med den tidligere Brøndby IF-spiller Mike Jensens søster, Michelle Lindemann Jensen.

  • At det bogstaveligt talt godt kan betale sig at være Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde. Thomas Delaney menes at tjene omkring 3,33 millioner kroner i Borussia Dortmund – om måneden, vel at mærke! Det svarer til en årsløn på 40 millioner kroner.

  • Info om Thomas Joseph Delaney


    Født: 3. september 1991, Frederiksberg
    Højde: 182 cm
    Vægt: 71 kg
    Klubber: FC København (2009-2016), Werder Bremen (2017-2018) og Borussia Dortmund (2018-nu)
    Hæder: Thomas Delaney blev i maj 2016 kåret som Forårets Profil i Superligaen af rækkens 12 trænere. Senere samme år fulgte også en kåring som Efterårets Profil, hvorfor det hele meget logisk kulminerede med en udnævnelse som Årets Spiller i Superligaen 2016. Midtbanemanden blev desuden udråbt som Årets Spiller i FC København i både 2015 og 2016. Herudover kommer udnævnelsen som Årets Pokalfighter i 2015.